En af de forpligtelser der ved at være blogger er at man skal skrive om (og dermed lade som om man har en mening om) det alle andre bloggere skriver om. Derfor dette indlæg.
Kan man forstå det? - Ja, på al mulig måde kan jeg forstå at man sjette gang synes at nu er det ikke rigtigt sjovt mere! Vi (dvs. jeg) snakker selvfølgelig om hele Danmarks nye mediedarling: hr Woollhead!
For ja, man kan udemærket forstå at man på et tidspunkt begynder at finde det urimeligt trivielt at knægte (på hhv. 21 og 25 år) kommer ind i butikken, vifter med attrappistoler ødelægger en mands levebrød og går igen.
Og et eller andet sted i min mave (som er godt opdraget af denne verdens retfærdigheds så-kan-han-lære-det- holdning) sidder en lille stemme og skriger YEARH på samme måde som når Crocodile Dundee siger "that ain't a knife - this is a knife!". Det tiltaler på utrolig mange måder min retfærdighedssans at nogle uvorne knægte tror at de kan lave lidt lette penge ved at vifte med attrappistoler, men pludselig støder ind i en mand der har fået nok... only this time he has an automatic weapon
Så ja min retfærdighedssans jubler "SKHLD!" Og dagen efter er avisoverskrifterne: "Han er en HELT" og "Yearh.. Godt gjort. SKHLD!"
Men hov... hvis nu han er en helt, er det så ikke forståeligt at alle urmagere/juvelerer/bankassistenter/7-11-medarbejdere/grønttorvshandlere så går ned i den lokale "Guns and Gents" og erhverver sig et skydevåben (jo større jo bedre)? Men ønkser jeg ikke at kunne gå ind i en forretning, og spørge "Hva.. har i ingen porrer??" uden at blive opfattet som negativ, og derefter at være nødt til at flygte under et bombardement af broccoli, bly og bornholmerure?
Mon ikke vi ville miste for mange i svinget (som man ville have sagt i gamle dage)? Vil resultatet ikke blive at man nu (som tyv) ikke tager nogen chancer, men skyder først og bagefter spørger om man må røve hans "Kirkens Korshær Genbrug"?
Ulemperne synes at være i overtal i forhold til fordelene ved den ellers udemærkede idé at gøre folk med våben, der tager loven/sagen/pistolen i egen hånd til helte.
Men hvad er så løsningen? For det er da godt gammeldags ufedt at det virker som om tyvene har for let spil, det er for omkostningsfrit for dem at begå et røveri og chancen for de bliver fanget er for lille. - Netop deri ligger problemet, og det er derfor det jeg har bygget min løsning op omkring.
Der er for lille risiko/chance for tyvene! Og i de fleste tilfælde vælger den der bliver berøvet blot at forholde sig så roligt som muligt (hvilket på alle måder virker som en fornuftig plan). Løsningen jeg foreslår er: Hvad om vi tog en håndfuld af de mennesker som simpelthen har fået nok af 20-årige knægte med attrappistoler, og lod dem gå på omgang - nærmest gæsteekspedere hos landets urmagere og juvelerere. På den måde ville der komme lidt større risiko for tyvene, idet den urmager der i sidste uge var rar og let at røve, i denne uge er gæste ekspederet af "enough-is-enough"-teamet.
Egentlig tror jeg idéen vil blive godt modtaget af alle parter - også tyvene, blot for spændingens skyld, for hvem ville gide tippe hvis man altid vidste man ville vinde??
Tænk lidt over den, jeg er sikker på du vil finde dig godt til rette med den. Og så tænk dig om en ekstra gang inden du brokker dig til kassedamen over at der er for lang kø i Netto.
Kan man forstå det? - Ja, på al mulig måde kan jeg forstå at man sjette gang synes at nu er det ikke rigtigt sjovt mere! Vi (dvs. jeg) snakker selvfølgelig om hele Danmarks nye mediedarling: hr Woollhead!
For ja, man kan udemærket forstå at man på et tidspunkt begynder at finde det urimeligt trivielt at knægte (på hhv. 21 og 25 år) kommer ind i butikken, vifter med attrappistoler ødelægger en mands levebrød og går igen.
Og et eller andet sted i min mave (som er godt opdraget af denne verdens retfærdigheds så-kan-han-lære-det- holdning) sidder en lille stemme og skriger YEARH på samme måde som når Crocodile Dundee siger "that ain't a knife - this is a knife!". Det tiltaler på utrolig mange måder min retfærdighedssans at nogle uvorne knægte tror at de kan lave lidt lette penge ved at vifte med attrappistoler, men pludselig støder ind i en mand der har fået nok... only this time he has an automatic weapon
Så ja min retfærdighedssans jubler "SKHLD!" Og dagen efter er avisoverskrifterne: "Han er en HELT" og "Yearh.. Godt gjort. SKHLD!"
Men hov... hvis nu han er en helt, er det så ikke forståeligt at alle urmagere/juvelerer/bankassistenter/7-11-medarbejdere/grønttorvshandlere så går ned i den lokale "Guns and Gents" og erhverver sig et skydevåben (jo større jo bedre)? Men ønkser jeg ikke at kunne gå ind i en forretning, og spørge "Hva.. har i ingen porrer??" uden at blive opfattet som negativ, og derefter at være nødt til at flygte under et bombardement af broccoli, bly og bornholmerure?
Mon ikke vi ville miste for mange i svinget (som man ville have sagt i gamle dage)? Vil resultatet ikke blive at man nu (som tyv) ikke tager nogen chancer, men skyder først og bagefter spørger om man må røve hans "Kirkens Korshær Genbrug"?
Ulemperne synes at være i overtal i forhold til fordelene ved den ellers udemærkede idé at gøre folk med våben, der tager loven/sagen/pistolen i egen hånd til helte.
Men hvad er så løsningen? For det er da godt gammeldags ufedt at det virker som om tyvene har for let spil, det er for omkostningsfrit for dem at begå et røveri og chancen for de bliver fanget er for lille. - Netop deri ligger problemet, og det er derfor det jeg har bygget min løsning op omkring.
Der er for lille risiko/chance for tyvene! Og i de fleste tilfælde vælger den der bliver berøvet blot at forholde sig så roligt som muligt (hvilket på alle måder virker som en fornuftig plan). Løsningen jeg foreslår er: Hvad om vi tog en håndfuld af de mennesker som simpelthen har fået nok af 20-årige knægte med attrappistoler, og lod dem gå på omgang - nærmest gæsteekspedere hos landets urmagere og juvelerere. På den måde ville der komme lidt større risiko for tyvene, idet den urmager der i sidste uge var rar og let at røve, i denne uge er gæste ekspederet af "enough-is-enough"-teamet.
Egentlig tror jeg idéen vil blive godt modtaget af alle parter - også tyvene, blot for spændingens skyld, for hvem ville gide tippe hvis man altid vidste man ville vinde??
Tænk lidt over den, jeg er sikker på du vil finde dig godt til rette med den. Og så tænk dig om en ekstra gang inden du brokker dig til kassedamen over at der er for lang kø i Netto.
Ak ak.. berømmelsens grimme bagside af medaljen set i baglys. Ja! jeg har levet det søde liv efter jeg blev berømt, og ja, efter min blog blev verdens-anerkendt og gjort til en del af kultur-kanonen, er jeg blevet kimet ned med jobtilbud fra mærsk, IBM og Don Ø.
Kort sagt: efter jeg erfarede at jeg blev læst, troede jeg min lykke var gjort. Men ak, dette var blot et udtryk for ungdommens naive blåøjethed. Jeg skulle snart opleve den barske virkelighed! For bagsiden ventede lige om hjørnet (ja vel nærmest lige på den anden side), og jeg vågnede brat op til realiteternes øjne i nakken.
Min enorme succes havde bragt en strøm af spamrobotter med i sit kølvand. Og pludselig var min kommentar-funktion (Jeg vil hermed benytte lejligheden til at reklamere for min kommentar-funktion: Brug den, den er "the best man kan get" - eller er det fordi der er brugt to kander frisk fløde til at lave den? - slut på reklame - tilbage til kommentar-funktionen) den var pludselig hengivet i spamrobotters vold. Jeg så ingen anden udvej end at slukke computeren, og vente med at tage mig af det problem til en anden dag... så det gjorde jeg så.
Idag er den dag oprundet! Jeg har på diktatorisk vis censureret i kommentarene og enevældigt fjernet uønskede elementer! Jeg har med vold og magt fjernet dem fra de kommentarer som de havde besat - uden at give dem et alternativt sted at bo. Jeg har med andre ord ladet dem vide at de var uønskede i min blog.
Derefter har jeg sat en lås på kommentar-indlægs-udfyldnings-formularen, således at man nu skal skrive "EUKLID" for at kunne skrive et indlæg.
Sådan må det nødvendigvis være når alle vil have en bid af kagen/berømmelsen.
Kort sagt: efter jeg erfarede at jeg blev læst, troede jeg min lykke var gjort. Men ak, dette var blot et udtryk for ungdommens naive blåøjethed. Jeg skulle snart opleve den barske virkelighed! For bagsiden ventede lige om hjørnet (ja vel nærmest lige på den anden side), og jeg vågnede brat op til realiteternes øjne i nakken.
Min enorme succes havde bragt en strøm af spamrobotter med i sit kølvand. Og pludselig var min kommentar-funktion (Jeg vil hermed benytte lejligheden til at reklamere for min kommentar-funktion: Brug den, den er "the best man kan get" - eller er det fordi der er brugt to kander frisk fløde til at lave den? - slut på reklame - tilbage til kommentar-funktionen) den var pludselig hengivet i spamrobotters vold. Jeg så ingen anden udvej end at slukke computeren, og vente med at tage mig af det problem til en anden dag... så det gjorde jeg så.
Idag er den dag oprundet! Jeg har på diktatorisk vis censureret i kommentarene og enevældigt fjernet uønskede elementer! Jeg har med vold og magt fjernet dem fra de kommentarer som de havde besat - uden at give dem et alternativt sted at bo. Jeg har med andre ord ladet dem vide at de var uønskede i min blog.
Derefter har jeg sat en lås på kommentar-indlægs-udfyldnings-formularen, således at man nu skal skrive "EUKLID" for at kunne skrive et indlæg.
Sådan må det nødvendigvis være når alle vil have en bid af kagen/berømmelsen.
Jeg er til! Jeg findes! Jeg er!
Jeg har just for nylig erfaret at jeg læses. Der er faktisk personer der læser denne blog (pt. hvert fald én). Thi: Vedkommende vidste hvad sidste nye blogindlæg var. Dermed vil jeg slutte fra dette specialtilfælde at min blog bliver læst. Tillykke Jakob.
Faktisk kunne man vel argumentere for, at det at du lige nu sidder og læser dette også er et bevis herfor, men mens jeg skriver dette er det jo ikke givet at det vil blive læst, men når du læser det vil det jo blive læst. Men hvad hvis nu du slet ikke er til? Eller du slet ikke læser dette? Men det gør du jo.. for prøv lige at tænke på det, ellers ville du jo ikke læse det, vel? Hvis man faktisk tænker over det ik', så er det jo faktisk at jeg kan forudsige fremtiden. For jeg kan jo li'som bare sige "Du vil læse dette" - og så gør du det.
Faktisk er det det samme som hvis du rejser tilbage i tiden ik'os, og så sagde vi jo du slog din fars kæledyr ihjel, så er det jo nok ikke lige sikkert din far vil give dig lov til at have kæledyr når du havde gjort det mod ham, vel? I virkeligheden også ret strengt at gøre!
Så fik vi det på plads!
Hvad betyder den nylige/fremtidige overdådige nærmest hysteriske interesse for denne blog? - Det umiddelbare svar må være: "alt eller intet". Efter man så har givet det umiddelbare intetsigende svar (som man jo bare giver for at få mere tid til at tænke over et rigtigt svar) må man konkludere at det giver en masse forpligtelser. Ja, vel nærmest ansvar! Ansvar for at der ikke bliver skrevet vrøvl på siden. Ansvar for at siden bliver regelmæssigt opdateret. Ansvar for at siden er interessant. Ansvar for at der ikke er for mange gramatikse fejl. Ansvar for...
Jo mere jeg tænker over det tiltaler det der "ansvar" mig egentlig ikke så meget. Men hvis resultatet af folkemængdens jubel og interesse ikke er ansvar, hvad skal det så ende med? Der er vel nærmest kun en ting det kan ende ud i:
Tak - Du der læser dette. Min dybfølte tak til dig fordi du vælger at bruge af din kostbare tid, og glæde mig med din tilstedeværelse.
Speciel tak til dig der læser dette. Jeg nævner jer ikke ved navn, i ved hvem i er. Tak.
"Jeg læses, ergo er jeg!"
Jeg har just for nylig erfaret at jeg læses. Der er faktisk personer der læser denne blog (pt. hvert fald én). Thi: Vedkommende vidste hvad sidste nye blogindlæg var. Dermed vil jeg slutte fra dette specialtilfælde at min blog bliver læst. Tillykke Jakob.
Faktisk kunne man vel argumentere for, at det at du lige nu sidder og læser dette også er et bevis herfor, men mens jeg skriver dette er det jo ikke givet at det vil blive læst, men når du læser det vil det jo blive læst. Men hvad hvis nu du slet ikke er til? Eller du slet ikke læser dette? Men det gør du jo.. for prøv lige at tænke på det, ellers ville du jo ikke læse det, vel? Hvis man faktisk tænker over det ik', så er det jo faktisk at jeg kan forudsige fremtiden. For jeg kan jo li'som bare sige "Du vil læse dette" - og så gør du det.
Faktisk er det det samme som hvis du rejser tilbage i tiden ik'os, og så sagde vi jo du slog din fars kæledyr ihjel, så er det jo nok ikke lige sikkert din far vil give dig lov til at have kæledyr når du havde gjort det mod ham, vel? I virkeligheden også ret strengt at gøre!
Så fik vi det på plads!
Hvad betyder den nylige/fremtidige overdådige nærmest hysteriske interesse for denne blog? - Det umiddelbare svar må være: "alt eller intet". Efter man så har givet det umiddelbare intetsigende svar (som man jo bare giver for at få mere tid til at tænke over et rigtigt svar) må man konkludere at det giver en masse forpligtelser. Ja, vel nærmest ansvar! Ansvar for at der ikke bliver skrevet vrøvl på siden. Ansvar for at siden bliver regelmæssigt opdateret. Ansvar for at siden er interessant. Ansvar for at der ikke er for mange gramatikse fejl. Ansvar for...
Jo mere jeg tænker over det tiltaler det der "ansvar" mig egentlig ikke så meget. Men hvis resultatet af folkemængdens jubel og interesse ikke er ansvar, hvad skal det så ende med? Der er vel nærmest kun en ting det kan ende ud i:
Tak - Du der læser dette. Min dybfølte tak til dig fordi du vælger at bruge af din kostbare tid, og glæde mig med din tilstedeværelse.
Speciel tak til dig der læser dette. Jeg nævner jer ikke ved navn, i ved hvem i er. Tak.
